fredag den 3. marts 2017

Nul fjernsyn, ipad og tlf i en uge

Jeg har givet mig selv en ret stor udfordring i den kommende uge.
Når vi har set mgp i aften er aftalen at der er nul fjernsyn og ipad i en uge. Telefonen må kun bruges til at ringe og smse fra.
Jeg har normalt altid min telefon ved mig og er hurtig til at tage den frem, når Alfred sover. Især instagram er for mig en kæmpe tidsrøver, samtidig med at det er en inspirationskilde.

Jeg er lidt skræmt ved vores forsøg(min mand er med på den), men jeg tror man føler at man får en masse tid forærende. Planen er når vores fjernsyn engang dør at leve uden fjernsyn, så dette må siges at være en god test :)


Ting jeg vil lave i marts

Åh, hvor er det dejligt at mærke at der er forår i luften igen og dagene bliver lysere. Sidste år var jeg højgravid ved denne tid så i år skal haven virkelig gøres forårsklar ordentligt. Og så skal der forhåbentlig nydes en masse påskeæg
:)

I marts står den på:

- Haveforbedringer
Det er altid rart at komme godt fra start i haven. I går fik jeg klippet godt ned i buskene og inden længe skal vores havemøbler have godt med olie.

- Forberedelse til påske
Jeg synes det altid er rart at starte en måned før, hvis man vil lave noget hjemmelavet. Børnene kan evt. lave gækkebreve og der findes søde ideer på pinterest til ophæng af børneting. Jeg har kig på at lave lidt ophæng fra denkreativesky.dk, men jeg har også planer om hjemmelavede påskegaver til bedsteforældre.

- Påskeæg
Det kan være sjovt at lave sine egne påskeæg med ungerne. Enten i form af pap eller som chokoladeæg. Og dem der modtager vil blive lykkelige.

- Den første spisning ude
Hvis vi er heldige bliver det så varmt i marts at legeplads turene er længere og man kan spise medbragt mad der. Uf hvor jeg glæder mig til det:D

- Bage 
Der er ikke noget bedre end nybagt brød. Når vi bager, bager vi altid lidt ekstra til fryseren. Det er så lækkert og ikke mindst nemt/lækrere/billigere når man får gæster til søndagskaffen.

- Forspiring
Det er nu man skal begynde at forspire! Jeg har planer bl.a. om at forspire kartofler og squash.

- Den første is
På en solskinsdag i marts hvor alt springer ud er det fantastisk at få årets første is. Mums.

- Fødselsdagsfejring
Alfred bliver et år d. 29 marts! Hold nu op tiden går hurtigt. Jeg skal semi-lave et legekøkken til ham som kommer på bloggen efterfølgenede med diy.

- Sommerferie
Hvis man har planer om at tage på sommerferie, også selvom man bliver i Danmark kan det være en god idé at beslutte sig nu, hvis man skal nå at finde nogle gode tilbud.



mandag den 20. februar 2017

Ting man kan lave i februar

Omend lidt sent på måneden kommer her mine ideer til, hvad man kan lave i februar. Februar er en ret grå måned, men med lidt kreativitet og ikke mindst fastelavn kan den være ret så hyggelig alligevel.

- Lave fastelavnsris med jeres børn. www.denkreativesky.dk har nogle fine skabeloner og ideer til dette.

- Lav jeres børns fastelavnskostumer selv, især hvis børnene er store nok til at være med. Der er en masse gode ideer på pinterest og man kommer langt med en meget lille indsats.


- Lav huler med tæpper, puder og dyner osv. Børnene kan bruge timer på at lege og der er ikke noget mere hyggeligt at læse bøger i en hule.

- Gå en tur selvom det ikke er solskin eller varmt. Det er så lækkert at gå en tur ved stranden ved denne årstid, hvis man selv er klædt ordentligt på. Og der er næsten ingen andre der har fået den ide!

- Brug tiden hvis i mangler at gøre noget ved indretningen. Jeg får i hvert fald aldrig malet kommoden eller lagt gulvtæppe et sted, hvis der er forår i luften og solen skinner. Alfred skal i hvert fald have lagt gulvtæppe på sit værelse i næste måned :)

- Hvis du er kreativ er det hyggeligt at gøre klar til børnenes forårsgarderobe. Jeg er igang med at hækle en forårscardigan til Alfred og det bliver nok ikke til det eneste jeg laver til hans forårsgarderobe.

- Planlægge forspiring af blomster og grøntsager. Det er så hyggeligt og mega sejt når man kan gøre brug af høsten til sommer.



søndag den 19. februar 2017

Besparelse til madkontoen

Denne post på vores budget er nok den, vi til tider har sværest ved at overholde.  Jeg har derfor skrevet dette indlæg med, hvad vi har gjort for at holde den under kontrol, samtidig med at vi får lækker, sund og nærende mad.

Madkonto
 - Hav en konto der kun indeholder madpenge eller brug kuvertsystem. Det gør, at man hurtigt opdager hvis man bruger for mange penge allerede i starten af måneden.

Madplan
 - Det kan være en rigtig god idé at lave en madplan, så man sikrer at de ting man køber, kan gå igen i flere måltider, og at man undgår unødige fejlkøb. For nogle er det nemmest at lave en madplan for en uge, for andre er 4 uger bedre. Dem, der laver en madplan på 4 uger, gør det som regel fordi de indkøber meget store mængder kød og kan derfor fordele kødet mere ligeligt henover et længere stræk.

Indkøb
- Hvis det er svært at undgå impulskøb, kan det være at nemlig.com eller lignende er noget for dig. De har tit tilbud på en række fødevarer, hvorfor det er en god idé at kigge dem igennem og tilrette madplanen inden man bestiller. Fragten er efterhånden så billig, at den er billigere end de impulskøb man ellers ville købe.

Holdbarhed
- Kød er noget, der fylder en del i de flestes madbudget. Vi indkøber tit kød, som er nedsat fordi det nærmer sig sidste holdbarhedsdato og så fryser vi det ned. Det er en god idé at købe ind om formiddagen, hvor der er flest ting tilbage i frysedisken.
På den måde sparer vi ca. halvdelen af hvad det ellers ville have kostet. En anden mulighed er også, at når man fx laver kødretter som kødsovs, mørbradgryde osv., at man så tilsætter rigtig mange grøntsager. Det får en pakke kød til at holde virkelig langt. I vores lasagne er der fx både 4-5 gulerødder, champignon, 1 broccoli eller 1 squash og det kan nemt få den til at række til 3 dage.



fredag den 17. februar 2017

Indtægter som hjemmegående

Dette indlæg er det første af en række, der vil omhandle hvordan man får livet som hjemmegående til at fungere økonomisk. Dette indlæg omhandler, hvilke indtægter man kan få som hjemmegående

Hjemmegående-ydelse
I mange kommuner kan man få et tilskud for at passe sine børn hjemme. Beløbet varierer, og man kan som regel max få det et år pr. barn. Man skal være opmærksom på at hvis man modtager denne ydelse må man ikke have andre indtægter, da det ses som en overførselsindkomst.

Fradag
Hvis du ikke har en indtægt kan din ægtefælle få dit fradrag. Denne indtægt kan du have i mange år, men husk hvis du arbejder hist og her, at ændre jeres forskudsopgørelser så de passer.

Arbejde
Det kan for nogle hænge sammen at arbejde en enkelt dag om ugen eller hver anden uge hvis evt bedsteforældre kan hjælpe til.

Boligsikring
Hvis du bor i lejebolig er det for de fleste muligt at få boligsikring.

Første indlæg

Velkommen til mit første blogindlæg.

Hvem er jeg så? 
Jeg er Camilla, 27 år og gift med Morten. Sammen har vi fået vores søn Alfred for 10 måneder siden. I efteråret besluttede vi, at Alfred ikke skulle i institution, men blive hjemme hos mig.
Vi kender ikke nogen der er hjemmegående og det er en ny verden for os, men vi kan mærke det er den helt rigtige beslutning for vores familie. 

Denne blog vil indeholde overvejelser om at være hjemmegående/hjemmepasser, kreative idéer til hjemmehygge, et blogpost om måneden der vil omhandle idéer der passer til årstiden. Og selvfølgelig en masse andet ;-)